tirsdag den 30. november 2010

Bedste Kortfilm uden dansk deltagelse

Danmark har igennem flere år været gode til at høste Oscar-nomineringer i Bedste Kortfilm-kategorien, ligesom sidste år hvor Joachim Back vandt for The New Tenants. Desværre bliver den bedrift ikke gentaget i år. AMPAS udsendte i dag en pressemeddelelse, der indeholdt en liste over de 10 kortfilm som stadig har en chance for at blive nomineret i kategorien, og den var altså uden danske bidrag imellem. Listen er dog ikke helt uden skandinavisk islæt - Sverige er nemlig repræsenteret med 2 kortfilm (Slitage og Små barn, stora ord), som vi jo så kan tillade os at håbe på istedet.

De 10 kortfilm der stadig kan blive nomineret:

Ana's Playground
The Confession
The Crush
God of Love
Na Wewe
Slitage
Shoe
The Six Dollar Fifty Man
Små barn, stora ord
Wish 143

Jeg kender ikke meget til nogen af filmene, så det kan blive fugl eller fisk.

Franco og Hathaway er årets værtspar

James Franco og Anne Hathaway skal styre løjerne
ved årets Oscar-uddeling den 27. februar 2011.

Producerne bag årets store Oscar-uddeling har tilsyneladende valgt at satse benhårdt på det yngre publikum. Sidste års senior-værtspar, Steve Martin (65) og Alec Baldwin (52), bliver i år således erstattet af den noget yngre duo Anne Hathaway (28) og James Franco (32), skriver AMPAS i en pressemeddelelse.

"James Franco og Anne Hathaway står for den næste generation af Hollywood-ikoner - friske, spændende og talentfulde. Vi håber på at skabe et Oscar-show der kan være et udstillingsvindue for deres utrolige talenter og underholde verden den 27. februar" udtalte producerne Bruce Cohen og Don Mischler om valget.

Det er interessant at valget er faldet på James Franco, der med 99.9% sikkerhed selv er at finde blandt de nominerede (i Bedste Mandlige Hovedrolle-kategorien). Det er lidt af et særsyn i Oscar-sammenhæng.

Uanset hvad, så er det et forfriskende valg. Det bliver spændende at se om det kan trække flere seere til, hvilket helt sikkert har været intentionen.

fredag den 19. november 2010

Ingen Oscar-nominering til danske Armadillo

AMPAS offentligjorde i går hvilke 15 film, der stadig har muligheder for at blive nomineret i kategorien Bedste Dokumentarfilm. Desværre, set med danske briller, blev Janus Metz' anmelderroste Armadillo sorteret fra. Det vil altså sige at Armadillo ikke er blandt de nominerede ved årets Oscar-uddeling. Det kan virke en smule overraskende, da den har vundet flere priser i løbet af året, og kombineret med de fine ord fra anmelderne skulle man ellers mene at den ikke var uden chancer.

De 15 dokumentarfilm, der stadig kan sikre sig en plads blandt de 5 nominerede dokumentarfilm er:

Client 9: The Rise and Fall of Eliot Spitzer
Enemies of the People
Exit through the Gift Shop
Gasland
Genius Within: The Inner Life of Glenn Gould
Inside Job
The Lottery
Precious Life
Quest for Honor
Restrepo
This Way of Life
The Tillman Story
Waiting for ‘Superman’
Waste Land
William Kunstler: Disturbing the Universe


Favoritten til at vinde prisen må siges at være Inside Job, mens Restrepo, Waiting for 'Superman' og The Tillman Story også spåes gode chancer for en nominering.

Armadillo kan stadigvæk blive nomineret i de andre kategorier (Bedste Fotografering, Klipning etc.), men det sker kun yderst sjældent for dokumentarfilm, desværre.

tirsdag den 16. november 2010

Kun 3 nominerede til Bedste Animationsfilm i år

I dag offentliggjorde AMPAS at kun 15 animationsfilm opfylder kravene for at kunne blive nomineret i Bedste Animationsfilm-kategorien. Det betyder at der ved årets Oscar-uddeling kun vil være 3 nominerede animationsfilm i kategorien. Havde der været 16 eller flere film der opfyldte kravene, ville feltet blive udviddet til 5 nominerede som vi så sidste år.

De 15 kvalificerede film er:


Alpha and Omega
Cats & Dogs: The Revenge of Kitty Galore

Despicable Me

The Dreams of Jinsha

How to Train Your Dragon

Idiots and Angels

The Illusionist

Legend of the Guardians: The Owls of Ga’Hoole

Megamind

My Dog Tulip

Shrek Forever After

Summer Wars

Tangled

Tinker Bell and the Great Fairy Rescue

Toy Story 3


3 af disse vil altså blive nomineret til Bedste Animationsfilm. Det synes sikkert at de anmelderroste blockbustere Toy Story 3 og How To Train Your Dragon besætter de 2 af pladserne, men den sidste plads er stadig et åbent spørgsmål. De bedste bud lige pt. er nok den franske The Illusionist, Disneys Tangled eller måske endda biografsucceserne Despicable Me eller Megamind. Det bliver vi helt sikkert klogere på til december, hvor årets Golden Globes-nomineringer annonceres. Det skulle gerne give os det første praj om hvad AMPAS kunne finde på at nominere. Vi må dog vente lidt længere på Oscar-nomineringerne, som først annonceres den 25. januar 2011.