Jonah Hill - Albert Brooks - Kenneth Branagh Nick Nolte - Christopher Plummer |
Sidst opdateret den 21. januar 2012
Her vil man kunne se mit foreløbige bud på de nominerede i Bedste Mandlige Birolle-kategorien.
Jonah Hill
MONEYBALL
Hill er kommet snigende lidt ud af ingenting. Han scorede nomineringer ved Golden Globes og hos skuespillernes eget forbund, så han har sine supportere. Han spiller en kvik, ung baseball-analytiker i dramaet Moneyball. Filmen har fået flotte anmeldelser, og måske kan han ride lidt på dens bølge af succes, og dermed skaffe sig selv sin første Oscar-nominering.
Albert Brooks
DRIVE
Det er mange år siden at Brooks var i Oscar-vælten. Hans hidtil eneste nominering kom i 1987 for Broadcast News, men han kan snuppe sin anden i år for sin rolle som hårdkogt gangster og B-films-producer i den dansk-instruerede Drive. Han er vellidt i Hollywood-kredse, og akademiet føler måske trang til at give veteranen en varm velkomst tilbage. En nominering virker sikker, selvom han blev forbigået af skuespillernes eget forbund, SAG.
Kenneth Branagh
MY WEEK WITH MARILYN
Branagh har et trumfkort i hånden. Han spiller nemlig en virkelig person - og endda en vaskeægte skuespil-legende i form af Laurence Olivier. Michelle Williams er mest blevet fremhævet i anmeldelserne, og kan måske tage for meget af opmærksomheden fra Branagh. Rollen appellerer dog tydeligvis til AMPAS. Filmen fortæller om det anspændte forhold mellem Olivier og Marilyn Monroe under optagelserne til The Prince and The Showgirl. Hans nominering synes sikker.
Nick Nolte
WARRIOR
I Warrior føler man nærmest at rollen er skrevet direkte til Nolte. Han spiller en alkoholiseret far, der søger forsoning med sine 2 MMA-kæmpende sønner. Det er 14 år siden han sidst var Oscar-nomineret, men rollen er saftig og kunne nemt tiltale medlemmerne i AMPAS. Mange anmeldere fremhæver ham også som et lyspunkt i filmen og han er drøngod i den, men er der for mange kandidater, der kan snuppe en nominering for snuden af ham?
Christopher Plummer
BEGINNERS
Filmen havde premiere i sommers, og jeg har været forsigtig med at inkludere Plummer i mit bud indtil nu. Jeg troede konkurrencen ville være større på dette tidspunkt, men filmåret har skuffet og det kan nu bane vej for Plummers nominering - måske endda sejr. Han spiller en aldrende far, der efter 44 års ægteskab beslutter sig for at springe ud som homoseksuel. Han skulle være fremragende i filmen, og Plummer har en lang og glorværdig karriere på bagen, som akademiet måske stadig føler, de ikke helt har belønnet nok. Han er favoritten pt., efter sin Golden Globe-sejr.
ANDRE KANDIDATER
John Hawkes (Martha Marcy May Marlene)
Philip Seymour Hoffman (The Ides of March)
Ben Kingsley (Hugo)
Jim Broadbent (The Iron Lady)
Max von Sydow (Extremely Loud and Incredibly Close)
Philip Seymour Hoffman (Moneyball)
Viggo Mortensen (A Dangerous Method)
Brad Pitt (The Tree of Life)
Patton Oswalt (Young Adult)
Benedict Cumberbatch (Tinker, Tailor, Soldier, Spy)